Våben
Når CNN viser præcisionsbombninger af regeringsbygninger i Irak ser det meget imponerende ud. Det er svært at forestille sig, at der er mennesker under flyene, som hører bomberne suse mod jorden. Mennesker som to sekunder senere ligger som blodige lig i en dynge af murbrokker.
Krig er ikke bare hightech-fly og raketter, der styres fra afstand. Folk dør. Men man kan forsøge at begrænse skaderne på uskyldige civilie og forhindre unødig lidelse – også for soldaterne. Derfor er der regler for, hvilke våben, som må bruges.
Forbud mod kemi og bakterieangreb
Kemiske våben som den sennepsgas Saddam Hussein i 1980’erne brugte mod kurderne i Irak er forbudt. Gassen giver blærer på huden, som bliver til sår. Man får også vejrtrækningsproblemer, blodig diarré, krampe i øjenlågene og skader på lungerne. Større mængder gas giver en smertefuld død.
Der findes mange andre typer gas og andre kemiske våben med lige så mange ubehagelige effekter – og de er alle forbudt. Biologiske våben er også forbudt.
Hvorfor forbud?
Våben forbydes, hvis de giver unødvendige lidelser, er svære at kontrollere (gas kan for eksempel blæse ind over civile) og endelig er også et problem, hvis et våben kan give skader på miljøet. Det er svært at genopbygge et land, hvor jorden er forgiftet eller fyldt med landminer.
Flere forbudte våben
Napalm, der er en form for brandbombe, som især er kendt fra Vietnam-krigen, er forbudt i områder med civile. Det er heller ikke tilladt at bruge en ny type laservåben, der er specielt beregnet til at gøre folk blinde. Ammunition af den type, der eksploderer inde i kroppen på mennesker (dum-dum kugler) er også forbudt. Igen drejer det sig om at forhindre brugen af våben, der giver unødig lidelse eller er meget svære at styre.
Antipersonel-miner
- er miner som er specifikt lavet til at skade mennesker - ofte uden at dræbe dem. Det lyder måske ikke så slemt, før man hører at det meste af benene som regel forsvinder - og at minerne i øvrigt bliver liggende og gør store områder ubeboelige, selv om krigen for længst er stoppet. Det et frygteligt våben. I 1997 blev 40 lande enige om at forbyde brugen af landminder, men en række store lande som USA, Rusland og Kina er ikke med i aftalen. Miner er også billige, og for den gennemsnitlige uansvarlige krigsherre er det en billigere løsning end at uddanne og lønne soldater.
Hvem bestemmer, hvilke våben der er lovlige?
Det er verdens lande i fællesskab, der enes om, hvad man må og ikke må. Allerede for 80 år siden blev man for eksempel enige om, at giftgas skulle være ulovligt. Alligevel er gas blevet brugt flere gange siden. I de tilfælde træder resten af verden - oftest med FN i spidsen - til og forsøger at få stoppet brugen af ulovlige våben. Enten med økonomiske midler eller i sidste ende ved at gå i krig. Desværre er de ofte politiske hensyn, der bestemmer om et land bliver straffet for at bruge ulovlige våben.
Bedre tider
Siden 1997 er verden blevet 37 millioner landminer fattigere, efter at mere end 60 lande har valgt at ødelægge deres egne lagre af landminer. Biologiske våben bliver ikke brugt (selvom de er billige), og giftgas er kun brugt i få tilfælde siden første verdenskrig. Det hjælper faktisk at lave regler for krig.
